Toscanasmagning med moden Brunello 
06-06-2008
Fredag den 6/6 var en flok knægte samlet i Valby til det der skulle vise sig at blive en fantastisk Toscana smagning. Dagens vært (portvinsmanden med hang til Italien) havde disket op med nogle lækre italienske specialiteter og en flot serveringsrækkefølge.
Ikke nok med det. Den gavmilde vært var efter smagningen ude i køleskabet efter ekstra indslag. Ikke bare et, men to herlige ekstra vine diskede han på bordet.
Der var tale om en BYO smagning (Bring your own) hvor hver deltager skulle tage en toscansk vin med. Otte af slagsen skulle dog vise sig at være Brunello. Derudover et par chiantier, hvorfor der hovedsageligt blev tale om en Sangiovese smagning.
Alle toscanske vine blev smagt blindt.
1. SÆT:
Cepparello Isole e Olena 2001
Forholdsvis lys - rødlig farve. Lækker næse med røde bær, tobak, urter og lys chokolade. Middel krop - mangler lidt i "midten", men kommer tilbage med en lang saftig eftersmag, godt med tørstof og god elegance. Lækker vin i en kølig stil. (91)
La Colombina Brunello di Montalcino 1999
Lidt mørkere end Cepparello i naboglasset. Tilbageholdene næse med mørk frugt, læder og papkasser i kælderen. Smagen er blød og rund i en frugtig stil. Eftersmagen er forholdsvis lang med ret kraftig tannin. Ikke samme elegance som Cepparello, men ok vin. (90)
2. SÆT:
Castello di Fonterutoli Chianti Classico Riserva 1997
Mørkrød farve. Næsen starter meget kraftigt med kirsebær, medicinskab og kælder. I munden startes der rigtig flot, men smagen forsvinder desværre ret hurtigt. Med tiden i glasset åbnes der dog mere op for blusset. Eftersmagen bliver længere og længere, og der fornemmes nogle flotte afrundede tanniner, som giver et lille prej om alderen. (91)
Tenuta Farneta, Bongoverno, 1996
PROP!!!
3. SÆT: (serveret alene)
Selvapiana Chianti Rufina Riserva 1985
Moden kulør med orange kant. Lækre nuancer i næsen som kendetegner en moden vin. Rød frugt, kælder og massevis af tobak. I munden er vinen desværre dampet noget af. Alt for spinkel og mangler i den grad frugt. Elegant og letdrikkelig, men skulle have været drukket for længst. Smagen lever slet ikke op til næsen. (87)
4. SÆT:
Il Poggione Riserva Brunello di Montalcino 2001
Dyb, mørkrød farve. Kraftig næse med både rød og mørk frugt samt chokolade, acetonenuancer og lidt sødme. Stor og robust krop med massevis af frugt og en enorm længde. Fin kobination mellem frugt og syre. Flot struktureret vin med et langt liv foran sig. (95)
Casanova di Neri Tenuta Noave Brunello di Montalcino 2003
Mørk, oversøisk farve. Brutal og tætpakket næse med mørk frugt, lakrids, gran og sødme. Robust krop i en moderne stil, hvor man igen fornemmer sødmen. Flot længde med tætpakket frugt. Fin vin, men den kapper lige en anelse over med "for meget af det gode". (92)
5. SÆT:
Armilla Brunello di Montalcino 2001
Rubinrød farve. En noget atypisk næse. Kølig stil med rød frugt, stilke og et lidt metallisk præg. Medium krop, igen i en kølig stil og flot afbalanceret. Blød, elegant og let drikkelig. En sand nydelse og et fund til prisen. Balanceret hele vejen igennem. (92)
Sesti Brunello di Montalcino Castello di Argiano 2001
Kraftig næse som oser op af glasset. Rød frugt, ammoniak og svinestaldsagtig. Dertil fyrnåle og medicinskab. En noget tung næse, som nærmest virker helt "Neuf-agtig". I munden er vinen derimod blød og elegant. Flot afbalanceret med en god kombination mellem frugt og syre. Virker umidbart drikkeklar, selvom den dog sagtens kan ligge længere. Lang blød eftersmag. Meget speciel (på en god måde). (93)
Begge vine gode køb til prisen.
6. SÆT:
Biondi Santi Tenuta Greppo Brunello di Montalcino 1997
Første bekendtskab med verdens mest kendte Brunello-producent. Biondi Santi opfandt i tidernes morgen den meget kendte Brunello, men har igennem årene ikke rigtigt kunne leve op til rygtet som nummer 1 på Brunello-ranglisten. (Der er efter min mening langt op til Soldera Casse Basse). Alle noter jeg har set på vinene, har alle været præget af skuffelse, hvor pris / kvalitet slet ikke hænger sammen.
Lys grumset kulør. Næsen starter fint med elegant rød frugt, men tju-hej så klapper den helt i og efterlader en meget tom fornemmelse. Let og spinkel i munden. Ret elegant og blød, men mangler noget struktur og frugt. Virker umidbart færdig, eller også skal Biondi Santi bare generelt have tid? En smule kedelig og intetsigende vin fra en ellers god toscansk årgang. (88)
Biondi Santi Tenuta Greppo Brunello di Montalcino, ukendt årgang
Rubinrød, moden kulør. Næse med rød frugt, stald, kælder, læder og tobak. Virkelig elegant næse til den modne side.
Let til middel krop, fløjlsblød med lækker elegance, blid syre og en fantastisk saftig eftersmag. Moden, elegant og afbalanceret! Rigtig gammel Brunello som mangler lidt krop, men alt i alt er rigtig lækker.
Vinen blev gensmagt en times tid efter, hvor den var stendød.
Årgangen kendes ikke. Vinen var købt på en auktion og etiketten var helt færdig. I hvert fald over 30 år gammel vin. (92)
Ellers et særdeles spændende sæt!
7. SÆT:
Caprili Brunello di Montalcino 1990
Rubinrød, grumset kulør. Moden næse med rød frugt, tobak, rosmarin og jord. Helt saftig og "kølig" i næsen.
Middel krop i en fantastisk fokuseret stil. Silkeblød, struktureret og præcis. Længden er enorm, igen med rød frugt - dertil et frækt syrebid. Sådan skal Brunello være! (97++)
Lisini Brunello di Montalcino 1990
Lidt mørkere end Caprili i naboglasset. Kraftig næse med kirsebær, kokos og appelsinskal. Spændende...
Medium krop med en lækker og saftig elegance. Eftersmagen er lang og præcis med en flot kombination mellem frugt og syre. Større krop end Caprili og umidbart et større potentiale?? Det er mulehår der skiller de to vin. Caprili virker umidbart lidt mere traditionel end denne. Begge vine er dog helt fantastiske og understreger begge på fornemmeste vis en stor Brunello-årgang. (97)
Smagningen var reelt slut nu, men den gavmilde vært kunne alligevel ikke dy sig. Han gik derfor i hans fine vinskab og hentede nok en vin.
Ornellaia 1993
Middelkraftig næse med solbær, jordbær, marcipan og jernrør. I munden starter vinen blød og rund, hvorefter den bevæger sig over i en tør stil med et lille snert af grønne cabernet sauvignon toner. Ikke meget, men de er der. Eftersmagen er særdeles lang og knastør! (93)
Til en Loire smagning i sidste måned var en af vinene ramt af prop. Den var blevet byttet, hvorfor der lige kom et ekstra, ekstra indslag.
Rene Renou Bonnezeaux, Cuvee Zenith 1996
Lys ravgylden kulør. Kraftig næse med syrlige citrustoner, citronskal, sur sok, modne æbler, pærer samt majs og harpiks. I munden en fuld krop i en lidt lodden stil. Mangler umidbart noget syre, hvorfor den bliver en anelse tung. Stor længde som desværre virker en anelse klodset. (90)
Og ikke nok med det... Værten fløj nu igen ud i køleskabet og hentede en lækker Tawny! - Hvad sker der!!! - TAK!
// Henrik Ehlers

Tilbage til nyhedarkivet