Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
 

Winebattle med de tunge drenge Kommenter denne vinsmagning/nyhed

31-10-2009
| More

De seneste vinsmagninger i vinklubbens regi har båret meget præg af franske og italienske vine. Derfor havde to medlemmer sat sig for at arrangere en noget atypisk winebattle, hvor hovedparten af vinene skulle komme fra oversøiske destinationer. Det vidste de intetanende deltagere dog intet om, hvorfor det skulle vise sig at blive en vanskelig, tung, men også sjov vinøs aften.


Ved ankomsten havde de to værter lavet 4 forskellige hold, hvorefter der skulle gættes løs. Det eneste deltagerne blev oplyst om, var at druesorten vil være den samme i hvert sæt.

Holdene:
Hold 1: Tankpasseren og dampbarnet
Hold 2: SpOx og sandalsælgeren
Hold 3: Finansministeren og bananplukkeren
Hold 4: Jacob og Henrik

Inden aftenens egentlige program startede vi lige med en opvarmningsvin.

Vincent Prunier Meursault 2007
Lys gul farve. Kraftig, indbydende og en flot rank næse med citrus, mineraler og svampe. Smagen lever ikke helt op til næsen. Ikke helt samme koncentration, men en lækker stringent syre med en middellang og præcis eftersmag. Ikke stor Meursault, hvilket prisen jo også afspejler, men alligevel en flot vin til prisen.

Også til aftenens egentlige "blinde" program. Først tre hvide i hver sit glas.

Frankland Estate Poison Hill Vineyard Riesling 2008
Lys gullig farve med lidt grumset kulør. Atypisk næse med citrus, æbler, lak, muskatnød og sekundært lidt petroleum. I munden cremet og lidt floppy. Egentlig en ok næse, men følelsen i munden bliver lidt fed og slasket pga. den manglende syre. Ikke en vin man husker for evigt.

Egon Müller Scharzhofberger Riesling Kabinett 2008
Lys gullig farve. Kraftig, cremet og elegant næse med hyldeblomst, lime og hvide blomster. I munden cremet struktur med en flot koncentration, herlig mineralitet og en lang afbalanceret eftersmag. Flot sammensat og elegant sag.

Château Ste Michelle - Dr. Loosen Riesling 'Eroica' 2006
Mørk gul farve med gyldent skær. Kraftig næse med lak, vingummibamse, alkohol og petroleum. Umidbart lidt (for) tidlige alderstegn. I munden særdeles koncentreret. ("Som en kamphund, den sidder i struben", sagde en deltager). Meget speciel riesling som desværre fremstår ret ubalanceret og alt for voldsom.

Et spændende sæt som viste Rieslingdruen i vidt forskellige yderligheder. Generelt var folk mest begejstrerede for Egon Müllers udgave. Frankland Estates version var for de fleste af os ugenkendelig som Riesling-vin, mens Chateau Ste Michelle og Dr. Loosens amerikanske ægteskab for nogle var en tand for aggresiv og frembusende.

Alle hold fik gættet druesorten rigtigt, derudover blev Egon Müllers vin også genkendt som en tysker. Men så var det vist også slut med de "fornuftige" gæt. Nogle fik gættet et par årgange, andre skød et land rigtigt hist og her. Status var, at de fire hold efter første slag lå meget tæt.

Herefter blev der gjort tre røde klar.

Weingut Duijn Pinot Noir Baden 2005
Lys rød gennemsigtig farve. Middelkraftig og flot elegant næse med ribs, jordbær, skovbund og ymer. Lige som en flot Pinot Noir SKAL være! I munden noget grøn og benet. Generelt mangler der noget frugt til at opveje den stramme og meget dominerende syre. Men næsen... Mums!

Hamilton Russel Vineyard Pinot Noir 2005
Lidt mørkere end Duijn i naboglasset, dog stadig gennemsigtig rød. En eminent næse med jordbær, ymer, sur-sød sovs og champignon. I munden en flot saftighed og samtidig en tilpas stram syre. Lidt lakridset, flot koncentreret og en rigtig god længde. Sådan skal den slibes!

Hartford Court Pinot Noir Seascape Vineyard 2003
Rød gennemsigtig farve. Kraftig og lidt tung næse med Kongen af Danmark bolscher, jordbær, sødme og fad. I munden særdeles koncentreret og lidt tung i stilen. I den særdeles lange eftersmag fornemmes lidt alcohol samt peber.
En vin som de fleste deltagere faktisk satte stor pris på, jeg selv var knapt så begejstret.

Så kom der Pinot Noir i glasset. - Troede et hold i hvert fald! :) Duijns meget frembusende animalske udtryk fik tre af holdene sendt til det sydlige Rhone og dermed Grenache som hoveddrue. Hold 4 lagt sig betragteligt i front. Og dette var ikke kun med et rigtigt druegæt, men Hartford Court Seascape blev gættet rent, hvorfor Hold 4 lagde sig betydeligt i front! Denne vin blev faktisk smagt til vores amerikanske vinsmagning på Malling Kro for et halvt år tilbage, men det kunne de flestes afbrændte hjerner selvfølgelig ikke huske. (Siger jeg og pudser min glorie!)

Der var vidt forskellige holdninger til de tre vine. De fleste var enige om, at Hamilton Russels version var en flot og afbalanceret saftig sag, men samtidig var en flok helt oppe og ringe over Hartford Court, hvorfor den faktisk endte som sættets vinder. Personligt var jeg selv som sagt ikke så begejstret for denne, men sådan er smag og behag heldigvis så forskellig.

Næste vin var en lonely ranger.

Alvaro Palacios Finca Dofi 1999
Mørk, næsten sort farve med lilla kant. Rigtig flot næse med solbær, brombær, mineralitet, mokka og chokolade. Koncentreret og samtidig elegant. I munden igen en flot koncentration. Blød tekstur og måske en anelse for glat og nem, men lækkert er det alligevel. En oplevelser der viser hvor spændende det kan være at drikke Priorat med lidt år på bagen.

Generelt var der enighed om, at det var en rigtig flot vin. Faktisk endte den med at blive aftenens vin. Dette på trods af, at næsten ingen formåede at gætte oprindelsen. Et enkelt hold fik gættet druesorten, også var det vidst det!

Aftenens sidste trekløver blev hældt i glasset.

Stags Leap Artemis 2005
Mørk rød farve. Koncentreret næse med ribs, solbær, hø, møg og peber. Faktisk ret flot, hvis man er til det landlige element. I munden igen en god koncentration, robust syre og en lang eftersmag. En vin der helt sikkert kan udvikle sig flot.

De Toren Fusion V 2005
Mørk uigennemsigtig farve. Vanvittig kraftig, varm og TUNG næse med lakrids, tyrkisk peber og mørk frugt. Næsen er mættende i sig selv, hvorfor duften ikke efterlader det mest elegante udtryk. Munden lever (desværre) op til de mættende duftindtryk. En vin, hvis koncentration nærmest minder om Fernet Branca, hvorfor det simpelthen bliver for meget. Nu ved vi hvordan det føles, når en elefant sætter sig ovenpå en.

Carmen Gold Reserva 2003
Mørk rød, uigennemsigtig farve. Kraftig næse med nærmest altoverskyggende søde solbær. Dertil mandarin, kaffe og kærnemælk. I munden en stor koncentration. Starter lidt anonymt, men vokser herefter. Eftersmagen er lang og knastør. Ikke 100% afbalanceret og ikke just elegant, men i det mindste mere medgørlig end De Fusion V i naboglasset!

Også blev folk ligesom spist af! Hvis man ikke var mæt i forvejen, så blev man det i hvert fald her.

Sættets vinder var Stags Leaps version som klart var den mest sammensatte vin. De to sidste var mildt sagt alt for tunge, hvorfor den efterfølgende kolde pils var tiltrængt.

Læs evt. vinanmeldelsen af storebroderen Stags Leap 'Fay' 2004 her.

Holdenes korrekte gæt, var i dette sæt, meget begrænset. Faktisk formåede kun et enkelt hold at gætte den rigtige drue. De resterende hold troede pga. koncentrationen, at der var tale om Syrah/Shiraz, men set i bakspejlet burde Carmens kraftige solbærtone have ledt os på vejen. Men sådan er det jo altid nemt at spille bagklog.

Vinderne blev Hold 4. - Loooooooseeeeeeheeeeers!

Tak til de to værter for en sjov og spændende smagning.

Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk