Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
 

Bordeaux 1990 - 20 år efter Kommenter denne vinsmagning/nyhed

25-06-2010
| More

Det hører efterhånden til sjældenthederne, at jeg smager vin fra Bordeaux. Ikke fordi jeg ikke sætter pris på det - tværtimod. God Bordeaux er bare blevet for dyrt!
Så når en vinbuddy inviterer til blindsmagning af den meget eftertragtede årgang 1990, så siger man ikke nej. Det skulle vise sig, at være et klogt træk, idet aftenen skulle vise sig at byde på vine som eks. Lynch Bages, Calon Segur, La Conseillant, Leoville Las Cases, Leoville Le Poyferre, Cheval Blanc og ikke mindst Krug 1988.


Bordeaux 1990 regnes for en af de største årgange i nyere tid. Hvis man skulle pege på de fem bedste årgange i det forrige århundrede, så vil 1990 med stor sandsynlighed optage en af pladserne i historiebøgerne. Og hvor utroligt det end lyder, så er 1990 jo en årgang, hvor hele Europa næsten har lavet fantastisk vin. Lige fra Bordeaux til Bourgogne og fra Piemonte til Toscana. - Ikke mange årgange kan prale med dette!

9 vinnørder mødtes på det indre Nørrebro kl. 18:00 til det der skulle vise sig, at blive en smagning, som jeg nok aldrig vil glemme.

Inden smagningen blev gæsterne fortalt, at der skulle smages 4 sæt Bordeaux 90 med 3 vine i hvert sæt. Derudover et sæt med "vine fra andre dekader" plus det løse.

Vi startede med en ungdommelig granitvin, som helt sikkert IKKE var fra Bordeaux.

Prager Achleiten Riesling Smaragd 2008
Lys gullig farve. Meget fokuseret og samtidig ret intensiv næse med citrus, kridt, kalk, hvide asparges og en sekundær vingummitone. I smagen igen en god koncentration, robust rygrad og en lang, krydret og samtidig meget fokuseret finish. Flot vin.

Derefter de obligatoriske bobler.

Jacques Lassaigne Papilles Insolites Champagne
Mørk gullig med gyldent skær. Næsten ravfarvet. Lækker moden og ret diskret næse med svampe, rugbrød, surdej og lidt lakrids. I munden noget mere eksplosiv end næsen antydede. Godt med koncentration, ekstremt tør og en nærmest bitter, lang eftersmag. Spændende Champagne, men noget ubalanceret og generelt vanskelig at blive klog på.

Også kom der rødvin!

1. Sæt:

Chateau Sociando-Mallet Cru Bourgeois 1990
Mørk rød, uudviklet kulør. Relativt kraftig næse med blyant, tjære og jern. Heller ikke de store alderstegn at spore her. I smagen starter den lidt diskret med lidt lakridsale toner. Herefter vokser koncentrationen lidt og afsluttes med en fin, middellang eftersmag. En vin som ved første tår syntes ret lækker, men som blegnede efter at have smagt de to andre i sættet! (90)

Chateau Calon Segur 3. Cru Classe Saint Estéphe 1990
Lys rød med begyndende orange kant. Lang mere udvikling at spore end de to andre i sættet. Landlig næse med rød frugt, hø, tobak, rosin og kaffe. En meget delikat og for mig tiltalende feminin duft i en lidt moden stil. Man kunne måske savne lidt koncentration i næsen. Noget mere intensitet i smagen. Lag på lag af krydrere elementer, god dybde, saftig tannin og en lang finish. Afbalanceret og generelt rigtig flot vin. (93)

Chateau Lynch Bages 5. Cru Classe Pauillac 1990
Uudviklet mørk rød farve. Tætpakket, særdeles intensiv og meget frugtig næse med solbær, stål og tomatblad. Imponerende koncentration og igen meget ungdommelig. Munden lever flot op til næsen. Lag på lag af blød frugt i en nærmest moderne og glat stil, som forekommer meget sexet. Eftersmagen afslutter på flot vis en særdeles afbalanceret vin, som stadig har mange år på bagen. Flot! (93)

En imponerende flot start. Efter min mening uafgjort mellem Calon Segur og Lynch Bages. Calon Segur brillierede med sine saftige feminine toner mens Lynch Bages var klart overlegen i koncentration, dybde og potentiale.

2. Sæt:

Chateau Lagrange 4. Cru Classe St. Julien 1990
Rød gennemsigtig farve med lidt modenhed at spore. Speciel og ret udviklet næse med urter, stilk, fyrnåle, kaffe og skosværte. Middel krop, ret tør med manglende frugt og en middellang eftersmag. Ikke en af aftenens mest mindeværdige vine - og en vin der skal drikkes nu. (89)

Chateau Grand Puy Lacoste, 5. Cru Classe Pauillac 1990
Ret mørk rød farve uden synderlig udvikling. God intensit i den relativt frugtige næse med røde bær, ymer, appelsin, mynte og voks. I munden god dybde og samtidig en flot ungdommelig struktur med en lang afbalanceret finish. Virkelig flot vin, som sagtens kan gemmes. For mig, en af aftenens helt store overraskelser. (95)

Chateau La Conseillante, Pomerol 1990
Mørk rød, let udviklet farve med orange kant. Middelkraftig, meget elegant og atypisk næse med solbær, lakrids, sur - sød sovs, dadler og kokos. I munden ungdommelig og næsten helt maskulin i stilen med lakrids, tjære og cigarkasse. Dertil en lang eftersmag som, på grund af den saftige tannin, næsten topper juicyness skalaen. Flot og meget imponerende vin. (94)

Wauw for nogle vine. Min personlige favorit var Grand Puy Lacoste. Hvis vi tager den generelle favorit omkring bordet, tror jeg måske at Conseillante vandt. Der var dog enighed om, at begge vine var virkelig store. Og når man tænker på at Grand Puy Lacoste "kun" er klassificeret som 5. Cru - ja så!

3. Sæt:

Første vin viste sig at være skæv. Og da den blev afsløret som Leoville Barton fra Saint Julien, så vidste folk godt hvad der var i vente!

Chateau Leoville Las Cases 2. Cru Classe, St. Julien 1990
Mørk rød farve uden nogen form for udvikling. Super kraftig næse med solbær, chokolade og lakrids. Blød, elegant og virkelig sexet næse. Munden lever flot op til næsen. Uhyggelig nuanceret og med en super koncentration. Lag på lag af frugt som næsten er indpakket til perfektion. Vinen afsluttes med en imponerende lang eftersmag.

Hvis ikke den bedste, så i hvert fald en af de bedste Bordeaux vine, jeg til dato har smagt... Men næste vin var Leoville Poyferre! (97+)

Chateau Leoville Poyferre, 2. Cru Classe St. Julien 1990
Mørk, rød uudviklet farve. Vildt imponerende, koncentreret og samtidig meget elegant næse med mørk frugt, mineralitet og nødder. I munden en helt essensagtig koncentration med en silkeblød tekstur. Rank, struktureret, harmonisk og med en imponerende lang eftersmag. Kæmpe, KÆMPE vin - og for mig et muleår foran Las Cases! (98)

En imponerende oplevelse. Efterfølgerne kunne næsten kun skuffe. Og det gjorde de første omgang også. For 4. sæt skulle vise sig at være aftenens nitte.

4. Sæt:

De to første vine var Chateau Canon-la-Gaffelière 1990 og Chateau Dominique 1990. Begge Saint Emillion vine. Og begge vine som desværre viste sig at være skæve.

Tredje vin i sættet havde efter min mening også en lille skævhed i næsen, men smagen fejlede efter min mening ikke noget. Jeg brød mig bare ikke om den:

Chateau Troplong Mondot Grand Cru Classe, St. Emillion 1990
Rubinrød kulør. Mærkværdig koncentreret og måske fejlagtig? næse med jern og krudt. Fuld smæk på koncentrationen, men ikke synderlig behagelig. I smagen er vinen for så vidt OK, men ikke just en vin jeg kommer op at ringe over. - Det var der heldigvis andre der gjorde. Meget ungdommelig i munden med brændt gummi, sod og tjære. Dertil en lang, lang eftersmag som er lidt for alkoholisk, brændt og uelegant. (89)

Vi glemmer hurtigt 4. sæt og hopper hurtigt til 5. For det var spændende - rigtig spændende. I hvert fald 2/3 af sættet!

5. Sæt - Vine fra andre dekader:

Chateau d'Issan 3. Cru Classe, Margaux 1982
Grumset og uklar rød farve med noget modenhed at spore. I næsen relativt spinkel med røde bær og råt kød. I munden blød, vandet og særdeles udviklet. Eftermsagen er middellang med satig rød frugt og en kildrende syre. Alt i alt ret mager og en vin der sikkert engang har været mere interessant end i dag. (83)

Chateau Cheval Blanc Premier Grand Cru Classe, St. Emillion 1971
Mit første møde med "den hvide hest", som Cheval Blanc betyder. Sammen med Petrus, er dette vel nok den mest legendariske rødvin på Bordeauxs højre bred. 1971 er generelt et skidt år i Bordeaux, men lige præcis Petrus og Cheval Blanc skulle efter sigende have lavet store vine.

Lys rød og ret udviklet kulør. Imponerende koncentreret og samtidig super feminin næse med saftige jordbær, ribs, læder, svovl og oliven. Helt Burgundisk - nærmest Chambolleagtig i sit udtryk. Ubeskriveligt nuanceret og elegant. I munden en middel krop, igen med saftige røde bær, kildrene syre og dertil en lang, ja nærmest raffineret eftersmag. En fantasisk elegant og afbalanceret vin med en enorm personlighed. Og en vin som jeg sent vil glemme! (96)

Chateau l'Arrosée Grand Cru Classe, St. Emillion 1961
Mørk rød farve med en anelse udvikling. Middelkraftig næse med en nærmest altdominerende kaffetone. I smagen en imponerende rank struktur, ungdommelig og med en særdeles lang eftersmag. Imponerende præstation af en snart 50 år gammel vin. (93)

Aftenens Bordeaux program var ovre. Vores vært syntes dog lige, at vi manglede at få de blå tænder syrerenset. Først et par søde:

6. Sæt:

Huet, ''Le Mont'' Moelleux 1er Trie - 1. aftap 1990
Klar ravfarve. Ret intensiv næse med overmodne æbler, brændte figner og en anelse varm gummi. Godt med koncentration i munden. Igen en anelse brændte toner, robust syre og en særdeles lang eftersmag. Super vin, som dog lige manglede den sidste kompleksitet i forhold til sættes anden vin. (92)

Huet, ''Le Mont'' Moelleux 1er Trie - 2. aftap 1990
Helt samme farve som 1. aftapning. Kraftig næse som forekommer mere rank og præcis end vinen i naboglasset. Igen med æble og abrikostoner, som dog her ikke er af den overmodne slags. I munden en imponerende koncentration og en fantastisk fokuseret syre. Sprød og bare lækker... (96)

2 vine som egentlig burde være ret ens, men det var de ikke!

Aftenens "godnatbajer" var også en syrerig sag:

Krug 1988, Champagne
Lys strågul farve uden nogen form for alder. Sprød og imponerende syrenæse med citrus, Vasa knækbrød og kridt. Munden er i fin balance med næsen. Ingen udvikling overhovedet, imponerende præcis syre og ultra fint slebent. Ikke meget bredde i frugten, men en imponerende stringent vin, der kan gemmes uhyggeligt længe! (95)

Tak til værten for en fuldstændig fantastisk smagning, som jeg sent vil glemme.



Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk