Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
  Nyhedsarkiv | Nyhedsmail |

Californisk vinsmagning - nu igen! Kommenter denne vinsmagning/nyhed

27-04-2009
| More

Den 24. april havde en venlig bekendt inviteret til Californisk smagning. Det var anden gang indenfor 2 måneder, at der skulle smages store californiske vine. - Og det siger man jo ikke nej til. Især ikke når vinene kommer fra fantastiske producenter som eks. Aubert, Kistler, Rochioli, Alban, Pahlmeyer, Caymus osv osv. Samtidig havde værten lavet nogle lækre hapsere, så det alt i alt blev en særdeles mindeværdig aften En aften der, foruden vinene, vil blive husket for tilstedeværelsen af en meget opdraget hund!


På grund af programmets størrelse mødtes vi allerede kl. 18:00. På den måde kunne nogle af os nemlig nå toget hjem. Og de som ikke nåede toget, fik så en ekstra vin. - Æv bæv!

Alle vine blev smagt blindt.

Vi lagde ud med en mousserende.

Andre Clouet Champagne 2004
Lys gul farve. Elegant og en anelse oxideret næse med citrus, gær og nødder. Ikke den vilde kraft i næsen, men meget behagelig og indbydende. I munden starter den ganske blidt med citrus og mandeltoner, hvorefter den vokser sig større og større. Eftersmagen er ganske lang og indeholder tørre, saltagtige toner. Ganske behagelig og afbalanceret Champagne med fin drikkeglæde.

Dernæst skulle vi til aftenens egentlige californiske emne, som blev lagt hårdt ud med et par virkeligt koncentrerede Chardonnay'er. Den ene med hele 15,9% alkohol. Så var vi ligesom igang!

1. Sæt:

Brewer Clifton Mount Carmel Chardonnay 2006
Strågul farve og lidt mørkere end Rochioli ved siden af. Kraftig eksotisk næse med ananas, vingummi, asfalt, hø og ikke mindst FAD. Dertil underliggende mineralske toner. I munden enormt koncentration med en fed viskositet og brændende alkohol i den meget lange eftersmag. Imponerende koncentration, men pt. lidt for bombastisk og ubalanceret.

J. Rochioli Chardonnay Rachaels Vineyard 2006
Lys gul farve med grønligt skær. Kraftig næse med citrus, nødder, mineraler fad og vanilie. I munden fed, blød og noget bamset. Der er varme i den lange eftersmag, men slet ikke brændende som tilfældet ved Mount Carmel. I modsætning til dette mangler vinen så syre, hvorfor den efter min mening kommer til at fremstå ret endimensionel og mudret.

Lidt af en chokstart. Med denne start frygtede jeg en anelse, hvad der var i vente. - To Chardonnay'er blev igen hældt op.

2. Sæt:

Aubert Chardonnay Richies Vineyard 2004
Speciel gul/grøn og særdeles grumset farve (Virkelig syg urinfarve). Lækker, volumniøs og meget atypisk næse med citrus, smør, lakrids, nødder, medicinskab og bagvedliggende mineraler. I munden enormt koncentreret og tyktflydende med en eftersmag der aldrig forsvinder. Virkelig spændende, speciel og mindeværdig vin, som på trods af koncentrationen faktisk fremstod ret elegant!


Kongsgaard Chardonnay The judge 2004
Mørk gullig farve. Kraftig næse og om muligt mere koncentreret end nabovinen Aubert! Mere tropisk i stilen med fersken, smør, sæbe, kandiserede nødder og blomster. Koncentrationen i munden går igen i smagen. Imponerende dybde med toner af citrus, fed smør, svampe og en anelse alkohol. Sidstnævnte bliver aldrig dominerende, men er flot indpakket. Vild og spændende vin, der for mig taber sættet til Aubert, som fremstår en kende mere elegant. Begge er dog meget imponerende vine, som virkelig var spændende at smage.

Imponerende sæt, som jeg sent glemmer. Ikke mindst vil jeg huske dette sæt, som det vinsæt, hvor jeg blev klar over, hvor godt man kan opdrage en hund. Efter min ros til Kongsgaards næse (Kongsgaard importeres af en konkurrent til værten), valgte hans hund nemlig at lette ben 1 cm fra mit ben!!! Det er garanteret noget, den er blevet opdraget til!

Det var nu slut på for de hvides vedkommende. - To røde kom i glassene.

3. Sæt:

Vigna Cesarina Pinot Noir, Santa Rita Hills 2007
Middelmørk rød farve. Uigennemsigtig og lidt grumset. Kraftig næse med jordbær, blåbær, kanel, urter og krydrede elementer. På en måde en lidt mudret og syntetisk stil, som ikke tiltaler mig særlig meget. I munden starter den ganske blødt med en middel koncentration, som udvikler sig. Eftersmag er ret lang med grønlige, stilkede toner. Ikke 100% i balance, men en speciel vin, som jeg dog ikke vil mindes for evigt.

Seasmoke Ten Pinot Noir 2006
Lidt mørkere rød end Vigna Cesarina ved siden af. Middelkraftig næse, igen med jordbær, dertil stilke og grøn peber. I munden starter den ganske elegant, men udvikler sig til en ret maskulin vin med fremtrædende tannin. Dertil en middellang eftersmag med rød frugt og pebertoner. Ikke helt balanceret lige nu, men en vin som, efter min mening, kan udvikle sig positivt.

4. Sæt: - Endnu en gang Pinot Noir.

J. Rochioli West Block Pinot Noir 2006
Middelrød, gennemsigtig kulør med klar kant. Middelkraftig næse med syrlige bolcher, jordbær, ribs og sekundære ymertoner. Ret kendetegnende ved US - Pinto Noir med den bolchede tone, som jeg ikke rigtigt er så vild med. Smagen derimod er meget bedre end næsen antyder. Ren og kølig med en stringent syre, som får den til at fremstå struktureret og elegant. Lækkert...

Kistler Pinot Noir Cuvee Elizabeth 2004
For et par år tilbage smagte jeg denne dyre vin, hvor jeg endte op med at være dybt skuffet. Nogle års udvikling har helt klart forbedret den!
Ret mørk rød farve af en Pinot Noir at være. Koncentreret næse med jordbær, hindbær, acetone, sæbe og igen røde bolcher! Næsen er meget speciel og umidbart ikke til den behagelige side. Man frygter nærmest smagen, men det skulle der vise sig ikke at være grund til. For i modsætning til næsen, fremstår vinen rigtig flot i smagen! Herlig koncentration med en fantastisk flot, rank syre til at holde frugten i skak. Dertil en imponerende lang og afbalanceret eftersmag.

Så havde vi smagt nok Pinot Noir og hoppede direkte i den mørke suppegryde og til Syrah!

5. Sæt:

Kongsgaard Syrah 2006
Meget mørk rød farve. Næsten sort! Kraftig og sødlig næse med brombær, jordbær, kærnemælk, ymer og hostesaft. Koncentrationen går igen i smagen. Starter ellers ret elegant og blødt, men udvikler sig kraftigt og bliver lidt for tung i den ellers imponerende lange eftersmag.

Scholium Project Scheria Hudson Vineyards Syrah 2004
Mørk rød farve. Kraftig næse med ribs, alkohol, røg og medicin. En anelse syntetisk. I munden går koncentrationen igen. Denne starter også friskt og blødt, men udvikler sig til en særdeles maskulin sag. Vinen har dog et flot skelet til at holde den massive koncentration på plads. Men hvor meget syren end forsøger at skabe balance, så lykkedes det ikke til fulde. Eftersmagen, som er rigtig lang, bliver noget uelegant og brændende. - Dog efter min mening, stadig mere elegant end Kongsgaard ved siden af.

Dernæst til 6. sæt, hvor der igen var tale om Syrah vine.

6. Sæt:

Melville Donnas Syrah 2005
Meget mørk farve med popur kant. Kraftig, Chateauneuf-agtig næse med mørk - såvel som rød frugt, hø, elefantbur, stikkelsbær og mandler. I munden starter vinen flot, og de landlige toner går igen. Rød frugt og en stram syre. God koncentration og en lang eftersmag, som desværre viser sig fra en lidt uelegant side med brændende alkoholiske toner. Med tiden i glasset forværres oplevelsen desværre. Syren kommer til at fremstå mere rund, hvorved strukturen virker noget mudret. En vin som startede flot, men var meget vanskelig at blive klog på...

Alban Reva Syrah 2005
Meget mørk rød farve med lilla kant. Koncentreret næse med mørk frugt, medicinskab, ymer og nelliker. I munden starter vinen rigtig flot med en blød og elegant struktur, som herefter udvikler sig kraftigt. Afslutningen er særdeles muskuløs, varm og tung med alkoholiske toner og peber. Det er en imponerende koncentreret vin, men fremstår efter min mening ret uelegant, hvorfor jeg ikke sporer den store drikkeglæde. Meningerne om vinen var meget delte.

Næste sæt bestod kun af en enkelt vin, men hvilken vin det var.

7. Sæt:

Forsythe Vineyard The Mason, Mourvedre 2004
Mørk rød farve med popur kant. Kraftig, struktureret næse med solbær, kirsebær, kærnemælk, støv og bål. Meget speciel, men rigtig spændende duft! I munden en enorm koncentration, men samtidig en blød og elegant struktur. Massiv frugt, som er holdt flot på plads af den ranke syre. Vokser i munden og eftersmagen er imponerende lang. Virkelig spændende og sjælden vin. Produktion på ca. 300 fl!!!

Stort tak til værten, for at ville dele denne imponerende flaske med en flok banditter!

Næste sæt bestod igen af to vine.

8. Sæt:

Ampelos Delta Grenache 2005
Forholdsvis lys rød gennemsigtig farve. Speciel næse med rød frugt, nødder, brunkage og bananskræl. Virker umidbart lidt tung og klodset i stilen. Smagen er mere elegant end næsen antyder, og jeg blev virkelig positiv overrasket. Her er rød frugt i en kølig stil med en stram, rank og sprød syre og en rigtig flot længde.

Alban Grenache 2006
Mørk rød farve med popur kant. Kraftig og sødlig næse med brombær, kirsebær og peber. Lidt for tung og varm i stilen for mit vedkommende. I munden meget koncentreret, men samtidig en ret blød, fed og elegant struktur. Eftersmagen er imponerende lang, men desværre med et lille snert af sprit, som dog ikke er nok til at ødelægge en rigtig gode oplevelse.

Aftenens sidste sæt var to helt andre vine...

9. Sæt:

Pahlmeyer Red Wine Cabernet 2001
Mørk rød farve. Ret kraftig næse i en lidt sødlig stil med solbær og blyant. I munden får syren vinen til at fremstå ret hård. Fuld krop, knastør, kraftig tannin og en imponerende (syrerig) længde. Virker stadig ungdommelig i sit udtryk, hvorfor der helt sikkert venter en endnu større oplevelse om nogle år.

Caymus Special Selection 1998
Lidt lysere end Pahlmeyer ved siden af. Lækker og fantastisk elegant næse med solbær, jern, urter, stilke, kaffe og lidt grøn peber. I munden en middel krop i en lækker rank stil med røde bær, tobak og diverse krydrerede elementer. Meget Bordeaux-agtig og på trods af de 10 år stadig ret ung i udtrykket. Struktureret og afbalanceret hele vejen igennem. - Lækkert...

Det var nu ved at være sidste udkald, hvis man skulle nå toget. Nogle gik, andre valgte at tage en taxa. Og godt for de sidste, som lige fik en ekstra vin med på vejen.

Kracher TBA Nr. 10 2002
Harpiksfarvet, gylden kulør. Wauuuw en næse. Imponerende at man har så lidt vin i glasset, og der så kan frembringes en så kraftig duft. Her er primært abrikos og fersken, dertil karamel og svesker. I munden er vinen lige så imponerende. Når man fornemmer viskositeten, undrer man sig over, hvordan pokker vinen i det hele taget er kommet ud af flasken. Så tyktflydende er denne herlige nektar. Syren er også imponerende, længden (som man nærmest ikke kan tælle til) ligeså. En vin som sikkert snildt kan holde 50 år.

Et kæmpe tak til værten for en fremragende smagning. Virkelig gavmildt, og en smagning som jeg aldrig vil glemme!

Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk