Italiensk - spansk smagning på Malling Kro 
23-02-2008
Malling Kro dannede i år ramme om vinklubbens årlige "store" smagning. Emnet var italiensk/spansk med hovedvægt i Toscana og Ribera Del Duero. Aftenen forløb helt perfekt, hvilket ikke mindst skyldes Malling Kro's fantastiske måde at håndtere sådan en aften på. Mad, lokale og service var helt på niveau med aftenens vine (hvis ikke bedre), som må siges at være kendtetegnet ved at være flot fokuseret og med sans for detaljen.
11 mand var mødt op. Desværre var et af de faste medlemmer blevet alvorlig syg. Derfor var der indkaldt en gæst i sidste øjeblik.
Vi startede i Toscana og skulle først smage et par af de "mindre" Brunelloer.
La Colombina Brunello di Montalcino 2001
Forholdsvis lys farve med klar kant. Kraftig næse med røde bær, tobak og lys chokolade. I munden en middel krop, stadig ungdommelige tanniner, flot struktur og en god kombination af frugt og syre. Den er afbalanceret med en fin elegance og i en umidbar traditionel stil med kølige elementer. Afsluttes med en eftersmag på over 40 sek.
Lækker Brunello - især til prisen!!! (91+)
Casanova di Neri Brunello di Montalcino 2001
Mørkrød farve med popur kant. Kraftig næse med sorte bær, mørk chokolade, fad og mint! Virker moderne og fadpræget. I munden har vinen kraftig frugt og igen i en moderne stil. Ikke helt så elegant og rank som Colombina i naboglasset. Middel krop og en lang, knastør eftersmag, som desværre virker lidt snerpet. Fin vin, men ikke helt i balance pt. (90)
Førstnævnte vandt klart første dyst. To vine med hver sin personlighed. La Colombina med sin kølige frugt og ret traditionelle stil, mens Casanova di Neri var langt mere moderne.
Også til et par af de vine, hvor forventningerne allerede var høje.
Cerbaiola Salvioni Brunello di Montalcino 2001
Meget mørk farve. Fantastisk elegant og fokuseret næse med både sorte og røde bær. Dertil lidt lys chokolade. I munden lever vinen flot op til den indbydende duft. En fantastisk elegant og silkeblød start følges op af lang tør eftersmag på omkring 1 minut, hvor syre/frugt spiller rigtig flot sammen. En vin som er fantastisk afbalanceret og ikke langt fra det perfekte. Giv den 10 år i kælderen - og der venter en sikkert endnu større oplevelse. (96)
Caprai Collepiano '25 Anni' 2001
Mørk, dunkel farve med popur kant. Kraftig og frugtig næse med brombær, kirsebær og lakrids. Virker lidt varm i stilen ift. Salvioni. I munden starter vinen meget elegant og har nogle flotte fokuserede linjer. Den afsluttes herefter noget voldsomt med en tørhed, som næsten kun er set i samme vin i en anden årgang (2004). Tungen bliver efterladt som en rosin! Det er dog imponerende vin, som helt sikkert kræver tid. Slet ikke så afbalanceret som Salvioni, som på dagen slår denne vin med længder. (93)
Så til brunelleon som efter sigende skulle være over alle andre! Forventningerne til denne vin var derfor tårnhøje, hvorfor det var spændende at se om disse kunne blive indfriet.
Soldera Casse Basse Brunello di Montalcino 1999
Lys, gennemsigtig farve. Uhyre elegant - dog ikke så kraftig - næse med røde bær, læder og sekundære animalske toner. I munden har vinen en middel krop og en elegance, som man sjældent oplever. Den er saftig, rank, kompleks og fokuseret. Eftersmagens længde og elegance understreger en vin, som er tæt på det perfekte, - også er det ikke engang deres riserva! Vores første bekendtskab med Casse Basse, men absolut ikke sidste. Dette er imponerende og unik vin! Klap, klap - Bukke bukke! - Tak Soldera! (97)+
Efter nogle flotte vine fra det midterste af støvlelandet, bevægede vi os nu nordpå til Piemonte.
Første vin var Brovia Barolo Ca'Mia, som desværre viste sig at have prop!
Dernæst Aldo Conterno Barolo Cicala 2000
Ret mørk farve (af en Barolo at være). Lække næse med røde bær, skovbund og champignon. Middel krop, - saftig med kryderede toner. Eftersmagen er på ca. 40 sek og har et lækkert saftigt præg. En vin i fin balance, om end man sidder og savner lidt dybde. (92)
Efter en række gode italienere skulle vi nu et smut til Spanien. Vi startede med en gammel kending, som desværre ikke levede op til vores sidste møde med den.
Alto Moncayo, Campo di Borja 2003
Lys, gemmesigtig farve. Kraftig, elegant og meget speciel næse med røde bær, læder, yoghurt og Blå Bounty. Starter let og elegant i munden, men i den enorme eftersmag bliver de alkoholiske toner lidt for dominerende. (De 16% viste sig eller ikke synderligt i næsen). I længden bliver vinen for tung og mættende. Dog stadig imponerende vin til prisen. (92)
Også skulle vi til Ribera del Duero, som vel efterhånden er blevet spaniens mest berømte vinområde. Først et sæt med Flor De Pingus mod Numanthia. 2 vine som begge har scoret voldsomt høje Parker point (97 og 98).
Flor de Pingus 2004
Mørkrød, oversøisk farve. Fantastisk kraftig og blød næse med tonsvis af mørk frugt, dertil kanel og mørk chokolade. Virkelig indsmigrende og sexet. I munden er vinen blød og rund. Lækre former. (ingen associationer her ;-) ) Fantastisk lang eftersmag. - Blød fra start til slut. Det er moderne vin med fin sødme, men frugten er så imponerende, at det ikke bliver for meget. Måske en smule endimensionel, men et super flot glas. (96)
Numanthia 2004
Meget mørkrød i farven. Kraftig næse med rød og mørk frugt, lakrids samt kanel. Fuld krop og mere tanninsk end Flor de Pingus. Meget elegant start med en flot frugtkoncentration. Den imponerende eftersmag har dog en eller anden bedsk tone over sig. En vin der vist kræver tid. (92)
Dernæst til Spaniens vel nok mest berømte vin. Vega Sicilia Unico er en årelang rejse på fade inden den bliver frigivet. Denne årgang 96 blev frigivet foråret 2007!
Vega Sicilia Unico 1996
Mørkrød farve med popur kant. Fantastisk elegant og fokuseret næse med nogle linjer på niveau med designet på en Ferrari. Mange, mange nuancer - blomme, blyant, solbær, rosin og læder for at nævne nogle. Det hele kommer elegant væltende ind. I munden er vinen fuldstædig perfekt. Den fantastisk elegante frugt bliver 100% opvejet af de indsmigrende tanniner. En meget kompleks vin, som helt sikkert har et enormt potentiale. Meget mindeværdig og ikke mindst præcis! (98)+
Efter nogle pragtfulde vine skulle vi nu besøge Priorat. Det blev desværre lidt for meget efter Vega Sicilias elegance-demonstration.
Clos Mogador 2004
Sort som natten. Kraftig næse med både mørk og rød frugt, lakrids og tjære. Fuld krop - imponerende koncentration og længde. Den er overalt i munden. Meget mættende og muskuløs. Men kræver vist noget tid! (92)
Så fik vi en returbillet til Italien. Tre Amaroner sammen med nogle fremragende oste. To af vinklubbens medlemmer bryder sig desværre ikke om oste, hvorfor Rico fra Malling Kro hentede de to kyllingers oste og serverede et par flotte og efter sigende meget velsmagende "børnedesserter". En særdeles flot gestus, som på flotteste vis understregede stedets service aftenen igennem.
Allegrini Amarone 2003
Mørkrød farve. Kraftig næse, men noget vammel med kogte mørke bær og lakridstoner. I munden fuld krop - og igen skinner den "varme" stil igennem. Lang, lang eftersmag, som igen understreger en vin fra et år med meget sol. Virker uelegant og ude af balance. (90)
Marion Amarone 2003
Kraftig næse med mørk frugt, blomme, rosin og dertil nogle sekundære mærkværdige toner af fiskebutik. - Ikke synderligt behagelig. I munden derimod er vinen lækker. Fyldig, blød med en herlig sødme og en lang vedvarende elegant eftersmag. Sådan skal Amarone smage, men IKKE lugte! (92)
La Giaretta Amarone 'l´Quadretti' 2001
Sådan skal Amarone fremstå. En lækker indsmigrende næse med blomme og rosin. Silkeblød, sødlig elegance og herlig fylde samt en lang saftig længde. Elegant og flot afbalanceret. Slår på dagen de andre Amaroner med længder! - Man skal selvfølgelig tage årgangen i betydning. (96)
Vi afsluttede en særdeles fremragende aften med en særdeles fremragende champagne.
Dom Perignon 1996
Lækker og elegant næse med pære, hyldeblomst, citronskal og rugbrød. Super fokuseret i munden, - rank og ren. Den vokser og vokser. Eftersmagen forsvinder nærmest aldrig. Suverænt største champagneoplevelse til dato! (96)
Stor tak til Malling Kro for deres håndtering af aftenen. Serviceniveau, fleksibilitet og kvalitet var helt i top, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har afholdt smagning der.
www.mallingkro.dk

Tilbage til nyhedarkivet