Kong Hans' Kælder - høj klasse 
18-10-2006
Atmosfæren, betjeningen, menuen, vinen. Ja, ALT spillede denne aften på Kong Hans' Kælder. Kong Hans leverer høj kvalitet baseret på det franske køkken, og intet i restauranten ser tilfældigt ud.
Allerede ved ankomsten hjælper en høflig tjener dig af med jakken, hvorefter man går forbi det åbne køkken og får et høfligt smil med på vejen af både tjenere og køkkenchef. Man føler sig i særklasse velkomment!
Vi valgte 4 retter fra restaurantens Signature menu til en sum af 735,- kr. Dertil en vinmenu og en appetizer til ca. samme pris. Så hvis man vil ud og spise billigt, skal man ikke vælge Kong Hans.
Efter en lille og særdeles lækker appetizer i form af et pocheret vagtelæg ovenpå en branade af torsk fik vi:
SKUMMENDE BISQUE AF JOMFRUHUMMER & GRÆSKAR Med jomfruhummerhaler & glacerede græskar tern. Hertil fik vi Woodthorpe Te Mata 2004 Viognier . Flot gylden farve. Meget landlig og speciel næse. Kraftig - men ikke lige min stil. God, fed konsistens. I starten en tilpas sødme i smagen som efter et stykke tid i munden bevæger sig over til en middellang og tør eftersmag. Meget speciel og udfordrende vin, som er lidt svær at blive klog på. Dog passer vinen fint til jomfruhummeren.
Hovedretten bestod af:
OKSEMØRBRAD I CROUTON & BROCCOLI Små kantareller & perleløg med lagret Parmesan. Et fantastisk mørt stykke kød som samtidig havde bevaret en kraftig smag. Eneste problem med denne ret var, at der faktisk var lidt for meget. Til den fik vi en Coldisole Brunello Di Montalcino 2001 . Kraftig mørk kulør med lilla kant. En fantastisk næse. Kraftig solbær blandet med lidt fad-præg, sødme, nødder, vanilie og snert af mint. Utroligt mange nuancer. En fuld-krops vin med smidige taniner og en lang eftersmag. Herlig kombination mellem den moderne og traditionelle stil.
Dernæst:
SORTIMENT AF SORBETER. Dertil en Moscato d' Asti, som jeg ikke kan huske navnet på. Æble - kokos - mango og solbærsorbet var anrettet på en stor isblok. Utroligt farverigt og flot! Sorbeten var i særklasse og det samme var vinen.
Til sidst:
DESSERT AF ÆBLER & MERIAN
med mousse af karamelisseret ahornsukker, saltet karamel & æble sorbet. En helt fantastisk dessert, - desværre var man i forvejen alt for mæt. Hertil en Bott-Geyl Gewurztraminer Grand Cru Sonnenglanz 2002 . Mørk-gul farve. Fedlig konsistens. En sød næse med pære, appelsin og hyldeblomst. Noget "vild" i starten af smagen, men bliver så mere rund, fedladen og olieagtig hen af vejen.
Kong Hans er i særklasse det bedste spisested jeg endnu har besøgt, og selvom det er dyrt, så er det en oplevelse værd! Alle retter var til UG og man kan ikke andet end at læne sig tilbage og nyde det.





www.konghans.dk

Tilbage til nyhedarkivet