Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
  Nyhedsarkiv | Nyhedsmail |

Magnum smagning med Grivot, Caymus, Clos des Papes, Janasse, Krug og Yquem Kommenter denne vinsmagning/nyhed

19-12-2009
| More

Årets sidste vinsmagning skulle afholdes som en magnummiddag på Bistro Boheme. Det blev en middag vi sent glemmer, i det at deltagerne virkelig havde oppet sig for at medbringe det tunge skyts. Med 12 magnumflasker - heriblandt Lanson Champagne 1976, La Grande Dame 1990, Grivot Clos de Vougeot 2002, Caymus SS 1995, Clos des Papes 2001, Janasse Vielles Vignes 2000, Krug 1995 også lige en almindelig flaske Yquem 2001 - blev det en yderst mindeværdig aften!


Dette var ikke en smagning i selve Vinklubben Lafite. Jeg havde desværre ikke medbragt fotoudstyret, men håber I kan tænke jer til billederne. Et bord på en fyldt restaurant spækket med magnumflasker, vækker i hvert fald lidt opsigt.

Vi startede kl. 18.00 i baren på Bistro Boheme, hvor Lanson Champagne Vintage 1976 blev åbnet:

Lanson Champagne Magnum 1976
Lys gullig farve. Kraftig, lettere udviklet og særdeles spændende næse med æble, karamel, svampe og nødder. I smagen også noget udvikling af spore, men samtidig en herlig friskhed og en nærmest skummende mousse. Eftersmagen er særdeles lang med lidt svampede toner. Virkelig spændende sag som holdte niveau hele aftenen.

En fantastisk start. Herefter blev vi sat til bords og aftenens første hvidvine blev serveret.

Geyerhof Riesling Kirchensteig Kremstal Magnum 2008
Lys gullig nærmest skærende kulør. Middelkraftig og herlig mineralsk næse, som dog starter en anelse reserveret. Dertil hvide blomster, pære og lime. Ren og præcis stil. Smagen lever flot op til næsen. Frisk og rank med en herlig syre og en lang eftersmag. Mere koncentreret i smagen end næsen antydede og alt i alt en flot afbalanceret Riesling oplevelse.

Marc Angeli La Lune 2007, Loire
Lidt mørkere end Geyerhof Kirchensteig ved siden af. Dog stadig lys gul. Særdeles sky næse, hvor jeg umidbart kun kunne finde svage spor af æble og lakrids. Dertil en lidt for dominerende anis-tone. I smagen starter den med god saftighed og spænstighed, men herefter vokser koncentrationen og i den ellers lange eftersmag forekommer den - for mig - FOR lakridset og en anelse klodset.

Et sæt der fik udstillet La Lune som en anelse klodset og ubalanceret. Med Kirchensteigs meget rene og ranke stil havde La Lune ret svære odds. Den blev smagt senere på aftenen efter de røde, hvor den performede bedre. Dog synes jeg stadig, den var lidt skuffende.

Næste sæt var en dyst mellem det der skulle vise sig at være et par tunge drenge. De blev serveret til en kraftig jordskokkesuppe, hvorfor der også var behov for et par bredskuldrede vine.

Belandrade Y Lurton 2005
Meget koncentreret og fed næse med smør, vanilie og en kraftig fadtone. Man frygtede nærmest smagen, idet fadpræget i starten dominerede billedet. Efter et stykke tid i glasset blev fadpræget dog mere afdæmpet. I smagen er der meget mere friskhed og større elegance, end man ellers havde regnet med. Ikke helt i balance, men til trods en absolut spændende vinoplevelse.

Seasmoke Chardonnay Santa Rita Hills 2005
Lys gullig farve med grønligt skær. I starten en herlig elegant næse med citrus, æble, smør, mineralitet og en anelse fad. Faktisk en flot og elegant næse... vel og mærke til at starte med! For som temperaturen tager til, gør fadpræget desværre det samme. Til sidst er dette altoverskyggende og bliver for mig alt for dominerende. I smagen en heftig koncentration, godt med alkohol og godt med fad! Umidbart ikke en vin jeg var så begejstret for, men den spillede helt fantastisk til en glimrende og ikke mindst den kraftige jordskokkesuppe med trøfler.

Et vanvittigt sæt med et par ligeså vanvittige vine. I starten var jeg mest begejstret for Seasmoke, men med dens voldsomme og for mig negative karakterændring blev Belandrade min vinder.

Inden de røde serveringer kom der en mundrenser på bordet. En herlig en af slagsen.

Veuve Clicquot La Grande Dame Magnum 1990, Champagne
Mit første bekendtskab med La Grande Dame. Også i årgang 1990, - hvilken oplevelse.
Lys og meget ungdommelig farve. Sprød og samtidig robust næse citrus, gær og en sekundær sherrytone. I munden en herlig syre og en rank, præcis stil. Skummende, livlig og ungdommelig mousse og en lang afbalanceret finish. Virkelig flot Champagne.

Også til de røde. Først en speciel "lonely ranger".

Dievole Divertimento 1999
Gennemsigtig rød farve. Mærkværdig næse med kirsebær, lakrids og vådt pap. Smagen lidt samme stil. Syren er egentlig fin nok, men frugten virker for spinkel og vinen har generelt en lidt underlig paptone, som virker en anelse fejlagtig.

Også kørte det... Nu til en lækker ret med mørbrad af frilandsgris med svampecreme.

Jean Grivot Clos de Vougeot Magnum 2002
En vin som virkelig ændrede stil i løbet af aftenen. Først lukket, så åben, også lukket igen! Rød gennemsigtig farve. Næsen starter lidt hård og sky med hindbær, lakrids og sekundært mynte. Vinen var åbnet dagen før og forekom til trods en anelse lukket. Vokser herefter flot, men pludselig klapper den helt sammen igen. I munden en ret hård og robust stil, samtidig nuanceret - en rigtig rustik "tænkevin" som selvfølgelig kræver tid! Men da den var bedst og mest åben, var den VIRKELIG flot! SÅ længe det varede.

Caymus Special Selection Magnum 1995
Mørk rød farve. Lækker og klassisk Cabernet-næse med hindbær, solbær, rusten jern, grøn peber og pibetobak. I munden en super koncentration om end en anelse poleret. Langt mere poleret end den langt mere klassiske Caymus Special Selection 1998, som blev smagt for nyligt. Eftersmagen har en flot tobakket og lakridset længde.

Herefter fulgte et sæt Chateauneuf.

Clos des Papes Chateauneuf du Pape Magnum 2001
Tredje gang at jeg smager denne fremragende vin. At det er fra Magnum gør ikke oplevelsen mindre. Clos des Papes er en af Neuf favoritterne - især årgang 2001! Rød gennemsigtig farve. En middelkoncentreret næse med rød frugt og en lidt underlig tis-tone. Næsen var en anelse speciel i starten, men smagen fejlede absolut ikke noget! Og da næsen fik lidt tid, blev denne også virkelig interessant. I munden er der tale om klassisk - og kølig Chateauneuf med tonsvis af søde røde bær og hø. Spænstig syre og en lang, elegant og ikke mindst saftig finish. Virkelig flot vin - og langt flottere end jeg husker den!

Janasse Vielles Vignes Magnum 2000
Mørk rød farve. Kraftig næse og mere "varm" end Clos des Papes 2001 ved siden af. Mørk frugt, lakrids og en anelse dyster. Koncentret smag med en anelse sødme og en lang finish. Flot vin som dog forekommer en anelse varm i stilen.

Inden desserten blev det tid til endnu en mundrenser. En så kraftig mundrenser, har jeg aldrig smagt før.

Krug Magnum 1995
Nu er jeg ikke den store Champagne kender, men dette eksempel har virkelig åbnet mine øjne for, hvor stort Champagne KAN være. Lys strågul farve. Uhyggelig robust næse med citrus, lime og gær. Ikke den mest sindsyge koncentration i næsen, men her fornemmer man allerede, hvor robust, tæt og syrerig en vin, der er vente. I munden en imponerende koncentration. Skelettet er noget af det mest robuste, jeg til dato har oplevet. Dertil den vildeste skummende mousse og en never-ending eftersmag, hvor man igen fornemmer den smertende syre. En kæmpe WauW oplevelse!

Chateau d'Yquem 2001
En nærmest sagnomspundet vin, som jeg virkelig have set frem til at smage. Krug 1995 hang dog stadig i svælget, hvorfor denne vin (tro det eller lad være) faktisk fik det en anelse svært. En fulstændig vanvittig koncentreret og fed næse med svesker, boytritis og rosin. En vanvittig næse, hvor man bare må bukke sig. Det KAN ikke blive bedre! I munden også en imponerende koncentration og en ligeså imponerende eftersmag. Men Krugs imponerende og ultra-stringente syre havde efter min mening en indvirkning på mine smagsløg, som gjorde at der faktisk var en lille "vandet" fornemmelse. Eller også var mine smagsløg bare generelt helt færdige! (Ja, jeg ved det lyder vanvittigt!)

Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk