Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
  Nyhedsarkiv | Nyhedsmail |

Tysk vinsmagning med Dönnhoff, Prüm og Müller-Catoir Kommenter denne vinsmagning/nyhed

22-05-2009
| More

I lørdags havde tre vinnørder inviteret til tysk smagning i det centrale København. Når hele tre så entusiastiske vinfjolser samler sammen, så er forventningerne til en række gode vine høje. Forventninger som blev indfriet til fulde! Hvad deltagerne ikke vidste var, at aftenen nærmest blev en slags rendevouz blandt to af Tysklands rigtig gode producenter, nemlig Prüm og Dönnhoff.


Dette var en smagning med min Københavnske vinklub og altså ikke med selve Vinklubben Lafite. (Bare for ikke at skabe forvirring).

Alle vine blev serveret blindt.

Inden aftenens egentlige program, kom der lige en herlig mundrenser på bordet:

Perrier-Jouët Champagne Belle Epoque 1999
Lys gullig farve. Elegant næse med pære, citrus, gær og en anelse rugbrød. Ikke den mest intensive næse, men lækker og ligetil. I munden derimod en god intensitet, hvor balancen samtidig bevares. God syre og en rigtig flot længde. - Lige til at slaske ned!

Derefter til aftenens tema, nemlig de tyske vine. Vine som jeg sætter stor pris på, da de ofte er præget af en renhed og præcision, som man sjældent ser andre steder. Og at de store tyskere jo ofte kan købes til langt under prisen af hvad andre af verdens store vine koster, gør jo ikke oplevelsen mindre!

1. sæt:

Georg Mosbacher, Pechstein GG 2007
Lys gullig farve. - Dog en anelse mørkere end Breumel in Den Mauern ved siden af. En særdeles behagelig næse med citrus og våde sten. Starter ret blidt i munden, men vokser herefter og bliver mere og mere volumniøs. God syre og rigtig god længde. Ikke helt samme balance og præcision som Breumel in Den Mauern, men absolut ikke uelegant. Lækker vin.

Müller-Catoir Breumel in den Mauern GG 2007
Lys gullig farve. Fantastisk elegant og præcis næse med citrus, lime, hvide blomster og kridt. Smagen lever flot op til den lækre næse. Præcis og lineær i stilen. Uhyre ren med en knviskarp syre og en imponerende afbalanceret eftersmag, som bare varer ved og ved. Mums!!!

Hvilken start. Hvis det var niveauet, så var der en stor aften i vente.

2. sæt:

Dönnhoff Hermannshöhle GG 2007
Lys gullig, ungdommelig farve. Middelkraftig, kølig næse med hyldeblomst, jern, asparges og sekundært en anelse svovl. I munden en imponerende intensitet med en flot og virkelig robust syre, som bider på emaljen. Eftersmagen er imponerende lang. En vin som syrefreaks vil elske. Flot!

Max Ferd. Richter Brauneberger Juffer spätlese trocken 1986
Ret mørk gullig farve. Kraftig petroleumsnæse med sekundære viskelæder - og pæretoner. Ikke den vildeste næse, men efter min mening ikke helt død. Det var den derimod i smagen! Vandet, syrefattig og kedelig. Ærgeligt...

Læs mere om Riesling-vin her

Slut på aftenens tørre program. Nu blev der hældt et par røde op.

3. sæt:

Schäfer Fröhlich Spätburgunder R trocken 2004
Rød gennemsigtig farve. Middelkraftig næse i en relativt kølig stil med rød frugt, bolcher, spegepølse og røg. Med tiden mere landlige toner med hø og stald. Endnu senere bliver dette krydret med salmiaklakrids! Imponerende og spændende udvikling. Men som en deltager sagde. - Vel egentlig mere spændende end lækker! I munden noget mystisk med lidt rød frugt, men mest dominerende er blæk, asfalt og lakridstonerne. Eftersmagen er fantastisk lang, syredomineret og med en lille brændt tone. Speciel vin og spændende at smage, men ikke 100% i balance.

Friedrich Becker Spätburgunder St Paul 2005
Rød gennemsigtig farve. Betagende og elegant næse med rød frugt, - hindbær, jordbær og ribs. Sekundært en lækker skovbundstone. Smagen lever flot op til næsen. Middel krop med en herlig elegance og en fløjsblød tekstur. God længde og en lille kant i eftermsmagen. Afbalanceret, lækker og virkelig indbydende.

Et rigtig spændende sæt. Mange var i tvivl om, hvorvidt Becker var en Bourgognevin. Især mig selv. Det kunne derfor være spændende engang at smage den op imod en sådan.

Herefter skulle vi til den halvsøde afdeling. Først en omgang Spätlese:

4. sæt:

Dönnhoff Riesling Spätlese Felsenturmchen 2007
Lys gullig farve. Lækker, men lidt spinkel næse med hyldeblomst, lidt citrusskal og mineraler. Smagen derimod er mere givende. Herlig fylde og en fed viskositet. Rigtig god længde og bare lækker. - Måske en anelse bamset og endimensionel, men drikkevenlig og vel egentlig bare en herlig lettilgængelig sag.

Friedrich Dönnhoff Riesling Spätlese Niederhauser Hermannshöhle 2007
Samme farve som Felsenturmchen, - lys gullig. Næsen minder også meget om Felsenturmchen. En anelse kraftigere, men stadig vanskeligt at finde nuancerne. Hyldeblomst, lidt æbler og mineraler bliver det da til. I munden derimod viser Hermannshöhle klassen. Særdeles robust syre og samtidig meget præcis vin. (Igen fornemmes syren på emaljen. - Uha!) Eftersmagen er imponerende lang og syren får vinen til at fremstå ret ungdommelig og knivskarp!

Dönnhoff Oberhauser Brucke Riesling Spätlese 2007
Lys gullig farve. Igen en næse, som ikke adskiller sig meget fra de to foregående. Felsenturmchen og Hermannshöhle. Ikke den mest kraftige og igen med toner af hyldeblomst, citrus og hertil grape. I munden viser Brucke sig også flot. Lidt en kombination af de to foregående med fed viskositet og en god syre. Ikke så bamset som Felsenturmchen og kanp så skarp og robust som Hermannshöhle. Flot længde, præcis og elegant vin.

Et rigtig spændende sæt, hvor man fik en lille fornemmelse af tysk terroir. Vinene opførte sig godt nok ret ens, men forskelligheden kunne trods alt smages. Hermannshöhle var klart den mest robuste og faste vin. Felsenturmchen den drikkevenlige charmetrold og Brücke på en måde en kombination af de to.

De efterfølgende sæt var forskellige eksempler på Auslese.

5. sæt:

JJ. Prüm Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese 1994
Lys gullig farve og ikke tegn på udvikling. Lækker og ret nuanceret næse med æble, stikkelsbær, hvide blomster og svovl. I munden sker der ting og sager! Rygraden i vinen er uhyggelig robust og gør smagen særdeles struktureret. - Ufatteligt, når man tager alderen i betragtning. Flot!

JJ. Prüm Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese 1990
Mørk gullig farve og klare alderstegn. Kraftig næse i en tropisk stil med mango, (meget) modne æbler, petroleum og gummi. I munden ret maskulin med dybde og dertil en god syre, som dog ikke er helt så robust som 94'eren. Længden og balancen bevares flot.

Også et særdeles spændende sæt. Og et sæt der delte vandene. Nogle deltagere var mest betaget af 90'eren, mens andre (incl. jeg selv) var mest vild med 94'eren. Nogle er til den rene stil, andre er til pornostilen. Sådan er vi så forskellige. Begge var dog fantastiske vine, men på to vidt forskellige måder.

Endnu et Auslese sæt blev serveret.

6. sæt:

JJ. Prüm Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese 2003
Lys gul farve. Middelkraftig og lækker næse med citrus, svovl og skalddyr. Med tiden i glasset også hyldeblomst. I munden giver den ikke specielt meget fra sig. Syren er der, men en anelse flad og i forhold til de to foregående vine vel egentlig lidt kedelig. Måske inde i en lidt mystisk fase, eller også skal 2003'erne bare ikke gemmes? Spørgsmålet må forsøges besvaret senere hen, men alt i alt en lidt skuffende oplevelse fra en ellers fantastisk producent!

JJ. Prüm Wehlener Sonnenuhr Riesling Auslese 1967
Mørk gullig farve og klare alderstegn. Middelkraftig næse med moden pære, æble og gummi. I munden lidt flad i frugten, men syren er faktisk stadig intakt. Vel og mærke, når man tager alderen i betragtning. Alt i alt lidt flad og burde have været drukket før.

Endnu et sæt Ausleser kom på bordet.

7. sæt:

Selbach-Oster Zeltinger Sonnenuhr Riesling Auslese GK 1989
Mørk gullig farve med klar kant. Elegant og tropisk næse med æble, mango og karameltoner. I munden maskulin og med en anelse alderstegn. Dog stadig en robust syre og en herlig lang og afbalanceret finale.

Selbach-Oster Zeltinger Sonnenuhr Riesling Auslese 1989
Lysere i farven end GK versionen. Middelkraftig næse med hyldeblomst, hvide blomster og sekundære svovltoner. Ikke nær så kraftig som GK ved siden af. Hvad den måske mangler i næsen, har den derimod i munden. Syren har en jernnæve-agtig robusthed og finalen varer ved og ved. Igen er der tale om en emaljedræber!

Det kan måske forekomme lidt mærkværdigt, at servere to Ausleser fra samme producent og i samme årgang i samme sæt. Formålet var at få afklaret, hvorvidt man kunne smage forskel på Goldkapsel eller ej. Det kunne man! Godt nok var der rygende uenighed om, hvilken der var en GK, for vinene var som nat og dag. Begge gode, men på hver deres måde. Jeg selv var på afveje, da jeg gættede på, at den med GK, måske var den som opførste sig mest ungdommelig. - Men det var åbenbart ikke tilfældet.

Nu skulle vi til den tykke, søde afdeling.

8. sæt:

Studert Prüm Graacher Domprost Beerenauslese 1975
Flot gul farve med lidt alderstegn. Speciel næse, som dog lige skal have lidt tid til at åbne op. Herefter fornemmes moden pære, æble, anis og kampfer. I munden en silkeblød tekstur og en bagvedliggende syre, som virkelig får smagen op i en højere enhed. Virkelig lækker i munden og imponerende præstation af en vin på + 30 år.

Dönnhoff Oberhauser Felsenberg Riesling Beerenauslese 1994
Lys gullig farve. Middelkraftig næse med større elegance end Studert Prüm ved siden af. Her er æbletærte, figen og kanel. I munden er denne tæt på det perfekte. Fantastisk rygrad og en superfed viskositet, hvor man også fornemmer dens herlige sødme. Finalen vil ingen ende tage. En vin man kan tygge på i evigheder. Mums!

Wauw et sæt. Begge rigtig flotte vine med sidstnævnte som klar vinder. Mange havde den som aftenens vin, hvilket jeg ikke var helt enig i. Dertil manglede den lidt koncentration i næsen. Men imponerende og kæmpe vin, det var det.

Sidste sæt skulle vise sig at være endnu en Dönnhoff duel. Denne gang illustreret af husets mest berømte og dyreste vin i to forskellige årgange.

9. sæt:

Dönnhoff Oberhäuser Brücke Eiswein 2000
Lys gullig farve. Middelkraftig og speciel næse med hyldeblomst, pickels (fra McD, som en deltager nævnede) samt sekundære sæbenuancer. I munden er vinen noget af det mest robuste, jeg til dato har smagt. Syren er så bundsolid, at tænderne står i kø for at blive flået ud af munden. Læg dertil den vildeste sødme til, også indser man tandlægens næste store udlandsrejse. Foruden at fordoble din tandlægeregning, afslører denne vin alle dine skavanker i munden. Og med den imponerende eftersmag, bliver man mindet om det i flere minutter!
Virkelig imponerende at smage dette monster af en vin, hvor næsen desværre lige mangler det allersidste. (flueknepperi)

Dönnhoff Oberhäuser Brücke Eiswein 1983
Mørk gul, nærmest ravfarvet. Kraftig tropisk næse med ananas, svampe og karameliserede æbler. Enorm koncentration i munden. (Dog ikke helt så robust som årgang 2000). Syren og sødmen spiller flot. Og eftersmagen er igen vanvittig lang.

Hvilken oplevelse at smage disse to mastodonter. Tak Gormsen!

En herlig syrerig smagning var nu overstået. (lige i min ånd). Foruden de mange fantastiske vine, vil smagningen også blive husket for, hvor ondt det gør, at børste sine tænder ovenpå disse vine. Kun en gang før har jeg oplevet samme smerte ved tandbørstningen, og det var ved en enorm Riesling smagning forrige år. - Riesling smagning Extreme.

Herfra skal der lyde en stor tak til de tre værter, som virkelig må have gravet dybt i kælderen.

Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk