Vinanmeldelser og smagsnotater - vinklubben Lafite
Sitemap 
Home | Nyheder / vinsmagninger | Om vinklubben | Vintest | Arrangementer | Vintips | Vinlinks | Blog | Forhandler | Kontakt | Login
  Nyhedsarkiv | Nyhedsmail |

Winebattle hos Banks Kommenter denne vinsmagning/nyhed

07-01-2007
| More

Vinklubbens tredje winebattle skulle afholdes hos Banks. Kortene var delt ud og to tilfældige hold var ved sidste winebattle blevet udtrukket. Thomas Poulsen havde et uberettiget afbud, hvilket betød et wildcard til Q8 Carsten.
På programmet var: Pichon Comtesse 1969, Wolf Blass Grey Label 2003, Hamilton Russel Pinot Noir 2004, Mora Negra 2002, Tignanello 2001, Beaurenard Chateauneuf du Pape, Cuvee Boisrenard 2004, Delas Freres Hermitage 2000, Sabon Chateauneuf du Pape - Cuvee Prestige 2004, Aalto 2003 og Sabon Chateauneuf du Pape Les Olivets 2004.


Hold 1: Banks, 2 x Knudi og Urn (omtalt: undersotterne)
Hold 2: Rasta, Per, Carsten og Evers (omtalt: kongerne)

Værten havde enda på unfair vis gjort noget ved lokalet, således at en af kongernes bedste deltagerer fik høfeber. ;)


Kongerne er klar til kamp

Kongerne lagde ud og var ca ½ time om overhovedet at trække vinen op, hvilket allerede afslørede en del omkring den.

Pichon Lalande Comtesse 2. Cru Classe 1969
Overraskende mørk farve, når man tænker på den dårlige årgang. Flot, dyb rubin med orange kant. I næsen er der syrlige ribs, jord og blyant. Middel krop og stadig syre i vinen. Eftersmagen er middellang, - blød og ruller blidt henover tungen.
Vinen overgik klart forventningerne.

Comtesse 1969
Pichon Lalande 1969

Undersotterne var alle enige om at der var tale om gammel Bordeaux, men alderen kom alligevel bag på dem. Deres gæt lød på La Fleur De Gay 1989, Pomerol, hvilket betød 3 point for gæt på land og drue.

Undersotterne forlod nu lokalet og gjorde klar til servering.

Wolf Blass Grey Label 2003
Mørk, uigennemsigtig farve med lyserød kant. Sødlig parfumenæse med mørk frugt, vanilie, marcipan og nødder. En fuld krops vin, som er pumpet med sød frugt. Eftersmagen er lang og blød, - næsten for blød, og det gør næsten vinen for vammel.
Der var delte meninger om vinen. Nogen kunne lide den søde frugt og andre ikke.

Kongerne var mildest talt lidt forvirret omkring området og endte med et skud i tågen på noget spansk Rioja 2003. Et skud i tågen som gav 2 point for rigtig årgang.

Mens kongerne gjorde klar var til aftenens anden servering var undersotterne allerede godt igang med at håne: "blablablablablabla".

Vinen kom i glasset:

Hamilton Russel Pinot Noir 2004
Lys klar farve med klar kant. Cremet Bourgogne-agtig næse med rød frugt og lidt peber. En elegant smag med god balance mellem frugt og syre. Vinen afsluttes med en lang og elegant eftersmag.
Godt sammensat og god harmoni.

Hamilton Russel Pinot Noir 2004
Hamilton Russel Pinot Noir 2004

Undersotterne så i den grad frustrerede ud. - Skulle de allerede nu sætte føringen over styr. Deres gæt faldt på noget Chateauneuf du Pape 2000, hvilket gav dem hele 0 point!

Nu var det kongernes tur til at håne, idet de jo med lethed kunne overhale undersotterne, hvis de bare gættede et eller andet rigtigt.

Finca Las Moras, Mora Negra 2002
Mørk oversøisk kulør. Sødlig næse med mørk frugt, chokolade, vanilie og fad. Medium krop og en lang cremet eftersmag. Igen en lidt pumpet vin med silicone p..... og anabolske steroider i armene.

Mora Negra 2002
Mora Negra 2002

Kongernes gæt faldt på en australsk shiraz - Hugh Hamilton, The Rascal 2004. Suk! - 0 point og undersotterne var stadig i front, hvorfor kongerne noget duknakket gik ud for at hente deres tredje vin.

Tignanello IGT 2001
Mørk, uigennemsigtig farve. En god næse med chocolade, mørk frugt, jordbær og snert af mint. En god vin med god syre. Vinen har godt fat i kraven af en. Afsluttes med en lang eftersmag, med gode taniner, som er kraftige uden det bliver for meget.



I totalt forvirring gættede undersotterne på en spansk Ribera Del Duero fra 2003. Igen hele 0 point til undersotterne. Så var kongerne ovenpå og det var nu med rigtig god grund.

Beaurenard Cuvee Boisrenard, Chateauneuf du Pape 2004
Mørk, dyb og uigennemsigtig farve. En typisk, kraftig og landlig grenache næse med kostald og rød frugt. AHHHH. Det burde være ulovligt at lave næser, man bliver så afhængig af! - Kan det sammenlignes med kokain?
En kæmpe smag med stor krop, som stadig bevarer benene på jorden. Afsluttes med en lang lang eftersmag.
Vores første Neuf 2004. Det tyder på en årgang der er langt bedre sammensat end 2003, og her var der vel tale om aftenens bedste vin.

Boisrenard 2004
Beaurenard Chateauneuf du Pape 2004, Cuvee Boisrenard - aftenens bedste vin.

Bare ved at lugte til vinen var kongerne på det rigtige spor. Der blev gættet på Neuf 2004, - enten Sabon eller Beaurenard. Gættet faldt desværre på førstnævne, hvorfor den komplette ydmygelse ikke blev en realitet. Hele 7 point blev tilføjet kongernes konto, således at stillingen nu var 3-9.


Kongerne i selvsikker stil

Et hold selvsikre konger begav sig nu ud for at hente aftenens 4. vin.

Delas Freres, Marquise de la Tourette Hermitage 2000
Mørk rubinfarve. En cremet næse med rød frugt, slagterbutik og orangeknas. En lækker cremet og elegant smag - middel krop og en lang cremet og saftig eftersmag. God sammensat vin.


Banks og Kludi i dyb koncentration

Undersotterne var inde omkring det rigtige. Der blev diskuteret om det var Bourgogne eller nord Rhone. Heldigt for Kongerne faldt undersotternes gæt på Bourgogne 2002, hvilket kun gav dem 1 point.


Undersotterne i panik

Undersotterne var næsten helt nede i kulkælderen, og det var godt der ikke hang en strikke i køkkenet, da de begav sig ud for at servere deres 4. vin.

Sabon Prestige, Chateauneuf du Pape 2004
Dyb, lys og ren kulør. Lækker indbydende næse med røde bær - ribs og hindbær. En kraftig smag med god syre, som har godt fat i struben. Lang eftersmag som river noget i bisserne. En god robust sag!


Kongerne i godt humør

Kongerne var enige om at vinen mindede meget om de to foregående vine, men var også overbevist om at undersotterne ikke var så dumme at servere 2 Chateauneuf i træk. Det måtte dog siges at være et smart træk fra undersotterne, idet gættet faldt på Barolo 2001 og dermed 0 point!

Kongerne gik nu ud efter aftenens femte og dermed deres sidste vin.

Aalto 2003
Mørk, uigennemsigtig farve med lilla kant. Duft med mørk frugt, chokolade og vanilie. En voldsom krop med robust tanin og en lang eftersmag - igen med kraftig tanin. Et rigtig godt glas vin, hvor der dog mangler den sidste sammenhæng mellem duft og smag.


Et lidt anderledes humør hos undersotterne

Undersotterne var igen inde på det rigtige med endte alligevel med at gætte på Barolo 2000, hvorfor kampen nu var afgjort inden servering af aftenens sidste vin.

Sabon Olivets, Chateauneuf du Pape 2004
Dyb, rubinrød farve. En lidt svag næse med røde bær, nødder og lakrids. Middel krop med gode taniner. En letdrikkelig vin med god elegance, som afsluttes med en middellang eftersmag.

Kongerne var noget forvirrede og endte op i et gæt på Bourgogne 2002. HVAD!!! - 3 x Neuf i træk!!! Det forvirrede i den grad kongerne at undersotterne valgte at servere hele tre Neuf, hvoraf den første var den der klart mindede mest om Neuf.


Tak for spillet

Den samlede stilling blev 10-4 til kongerne.

Kommenter denne nyhed / smagning

Tilbage til nyhedarkivet

Brugerkommentarer:



ehlers.dk