Winebattle nr. 5 hos Klaus R 
06-06-2007
Juni måneds winebattle blev en særdeles blandet affære. Programmet bød på både elegant vine fra Piemonte, Bordeaux og Bourgogne samt oversøiske frugtbomber fra Californien og Australien. Og nej, gætte dem kunne vi ikke!
På grund af aftenens fodboldbrag mod Sverige (som vi ikke skal komme nærmere ind på), blev aftenen skudt igang lidt før. Om det var derfor at gætteriet mildest talt var elendigt skal være usagt, men faktum var at der var 9 point mellem taber og vinder, og vinderen (Thomas Poulsen) vandt med kun 13 point. - SUK!
Banks serverede aftenens første vin:
Tenuta Arnulfo Costa di Bussia Barolo Riserva 1999, Piemonte
Klar ren farve med begyndende orange kant. Elegant og middelkraftig næse med røde bær, tobak, fad og lakrids. Fyldig og saftig i munden. Middel krop og en lang eftersmag, hvor man rigtig kan mærke saftigheden. Fint udviklet og god at drikke netop nu.

Gættene faldt i øst og vest. En enkelt gættede landet rigtigt og en anden gættede en rigtig årgang, og så var det vist det!
Nu blev det så finansministerens (Per) tur.
Les Tourelles de Logueville 1998, Pauillac, Bordeaux
2. vinen til Pichon Logueville og faktisk et yderst positivt bekendtskab.
Lidt grumset rubinrød farve. Kraftig og delikat næse med tobak, chokolade, kælder og læder. I starten en fantastisk rund og silkeblød struktur, som bevæger sig over i en middellang eftersmag med tørhed og saftige taniner.
Et super køb til prisen. Nogle gæt faldt på Bordeaux, men pga. den silkebløde struktur lå alle Bordeauxgæt på højrebreden, hvorfor at der igen næsten ikke blev uddelt nogle point!
Så gik Rasta ud efter sin vin.
Massolino Parafada Vigna Rionda Barolo 1999, Piemonte
Grumset, rubinrød farve. En noget lukket næse, som efter et stykke tid i glasset åbner op med toner af tobak, ribs, fad, marcipan og nødder. Tør og stram i munden og en eftersmag på over 40 sekunder. Denne vin skal gemmes væk nogle år endnu, og kommer desværre ikke helt til sin ret nu.

Per på vej ned i glasset
Ærgeligt at drikke denne vin nu. Det skal dog siges at den efter lang tid i glasset begyndte at åbne op.
3 deltagere fik i denne runde point, desværre kun 1 til hver i form af korrekt gæt på land. - Nu måtte det da snart blive bedre, - og det blev da også lidt bedre. Desværre for undertegnede blev gætteriet bedre nu, ligesom jeg serverede min vin! GRRR.
Humbert Freres Poissenot Gevrey Chambertin 1. Cru 2004, Bourgogne
Klar og ren farve. Kraftig næse med røde bær, skovbund, ymer og gran. Silkeblød i munden og samtidig rigtig god fylde. En virkelig elegant og sammensat vin med flot spil mellem syre og frugt. En eftersmag på langt over 40 sekunder.

"Klart klart" er Ole Dahls melding til Arnes røverhistorie
En herlig vin, som desværre for nogle var alt for let at udpege. Heldigvis kendte folk ikke til producenten, hvorfor det for 3 stykker blev til rigtige gæt på land, drue og område.
Så blev det Klaus' tur.
Pelissero Long Now Langhe 2003, Piemonte
Mørk oversøisk farve. Meget voldsom i næsen med overmoden frugt, bacon, solbær og vanilie. Lige en anelse for sød. Fuld krop - overalt i munden. Bisserne bliver nærmest flået ud af munden. Afsluttes med en lang eftersmag med både sødlige og bitre toner.

Kigger Arne efter rejen, eller har han spildt på skjorten?
En noget voldsom vin, som bar præg af et MEGET varmt område. Enkelte fik korrekt gæt på årgang, og så var det vist sagt!
Thomas fandt nu en særdeles spændende vin frem.
Vinedo Chadwick 2000, Chile Maipo Valley
Rubinrød kulør. Kraftig næse med tobak, røde bær, kælder og vådt hø. Meget kompleks og elegant vin med godt spil mellem frugt og syre. Middel krop og en lang eftersmag med spænstig tanin.
Et herligt glas vin. Næsten samtlige deltagere gættede Toscana, hvorfor gætteriet igen var helt ude i hampen.
Vores nye mand, Ole Dahl, hentede nu sin vin frem. En særdeles varm en af slagsen.
Jaspers Hill Georgias Paddock 2004, Australien Victoria
Mørk oversøisk farve. Kraftig og meget sød næse. Parfumeret og virker lidt syntetisk. Meget moderne stil. Fuld krop og overalt i munden. Meget frembusende stil og en eftersmag på over 30 sekunder, hvor der fornemmes nogle bitre toner.

Det meste af aftenens program
I den grad en vin der deler vandene. Faktisk var der 10 point mellem laveste og højeste score, hvilket fortæller en del om folks smagspræferencer. Parker har givet vinen 98 point. - Her kom INGEN af os op.
Sidste mand på podiet var Urn. Postbudet havde vel taget en spændende pakke med fra arbejde? :)
Serghesio Old Vine Zinfandel 2003, USA Californien
Mørk, uigennemsigtig farve. Blød og sød i næsen med rosiner og blommer. Fuld krop med sødme, lækker frugt og samtidig en fin rygrad i form af de lækre taniner. Elegant og kompleks, Dog måske lige en tand for moderne.
De fleste gættede på Amarone, hvorfor der igen - igen IGEN var dømt elendige gæt!

Også var der dømt øl - og landskampstid, med efterfølgende ølpyramide - PUHA
Scoren blev:
Thomas Poulsen 13 point
Rasmus Mathiesen 11 point
Niels Arne Madsen 11 point
Michael Ehlers 10 point
Klaus Rasmussen 9 point
Henrik Ehlers 7 point
Ole Dahl 5 point
Per Thomsen 4 point
// Henrik Ehlers

Tilbage til nyhedarkivet